Nederlagene på bordet

De irriterende, skræmmende og svære patienter får lov at fylde, når amerikanske hosptitaler skaber rum for en tværfaglig dialog. Her får personalet mulighed for at sætte ord på oplevelser af utilstrækkelighed men også a-ha oplevelserne bliver delt. Metoden hedder Schwartz Center Rounds, og jeg fik lov til at være til stede til en af dem.

“Når jeg havde været hos patienten, tænkte jeg, at nu orker jeg ikke mere i dag. Ikke flere patienter til mig. Han tog bare så mange af mine kræfter”. Ordene faldt da en ung fysioterapeut fortalte om sin oplevelse med en patient, der bare ikke var særlig vild med det, hun havde at tilbyde.

Patienten ville ikke træne, lod som om han sov, når hun kom ind, og når han endelig sagde ja til at træne var det med fortsat modstand og vrangvilje. Han var krævende, kommanderede rundt med hende, og i det hele taget uimodtagelig for al den tålmodighed og venlighed hun ellers forsøgte at udvise.

Hvornår er nej et nej
Den unge fysioterapeut er den ene af et panel på tre. De to andre er en socialarbejder og en ”chaplan” – en religiøs medarbejder ved hospitalet. Hver har de deres historie at fortælle om den den samme patient.

I det næsten fyldte auditorie, som rummer omkring 150 pladser, sidder deres kolleger fra hospitalet: Læger, sygeplejersker, ergoterapeuter og andre faggrupper. Både nogle de kender, nogle der også kender patienten og andre som bare gerne vil være med. Der er afsat en time til arrangementet, og hospitalet byder på en let frokost til deltagerne.

Efter panelet går ordet til deltagerne, som bidrager med deres syn på casen. Et centralt spørgsmål i debatten opstår, da en af deltagerne spørger: Hvornår tager vi et nej for et nej? Hvornår skal personalet acceptere, at patienten ikke vil modtage den behandling, han bliver tilbudt?

Andre bidrager med spørgsmål til og ekstra viden om, hvor meget der er på spil for patienten på hjemmefronten og i relation til at acceptere sin sygdom. Alt sammen indstik til noget man kunne arbejde med i forhold til lignende patienter.

Behandling med indlevelse
Formålet med Schawartz Center Rounds er netop at øge fokus på den humane dimension af behandlingen. Metoden er udviklet af ”The Schwartz Center for Compassionate Healthcare”, en organisation, der blev grundlagt af en sundhedsadvokat fra Boston, Ken Schwartz, som ønskede at sikre, at alle patienter blev mødt med indlevelse.

Filosofien bag runderne er, at behandlerne har bedre mulighed for at skabe en relation til patienter, hvis de har større indsigt i deres egne reaktioner og følelser. En form for fælles reflektion, der er en sjældenhed – også på danske hospitaler. De mange patientklager om manglende empati og imødekommenhed taler deres eget tydelige sprog.

Mere end kaffe-snakken
Når patienten bliver mødt af afvisninger og manglende indlevelse kan det netop være, at personalet har mødt ”muren” som fysioterapeuten i indledningen.

Men hvor går man hen med sine frustrationer. Og hvordan kommer man videre – finder overskud til at finde vejen til patienten? Her kan arrangementer som Schwartz Center Round give inspirationen. Give lov til at sætte ord på nederlagene, acceptere at de er en del af den kliniske hverdag – og det er ikke fordi man er hveken dum eller ufølsom. Og dér. I den accept og i dialogen med kollegerne kan man lære af sine nederlag og finde en vej til at komme videre i arbejdet med patienten.

Men arrangementer som Schawartz Center Rounds kræver en god moderator. Ellers er risikoen, at dialogen bliver på kaffepause-niveauet, hvor man måske bare bekræfter hinanden i, at den patient også er tung, og … som en af deltagerne i runden bramfrit udtrykte det: ”a pain in the neck”. – Eller mindst lige så slemt: Den der har vovet at sætte ord på sine nederlag, får at vide at: ”Det er bare ikke godt nok.” ”Så du ikke at ….” ”Du skulle jo bare …” Og den slags svar fremmer ikke modet til at dele sine nederlag næste gang.

•  Læs mere om Schwartz Center Rounds her: http://www.theschwartzcenter.org/