Han sagde “Smukke” og så blev hun sur

Er det OK, hvis borgeren eller patienten kalder plejepersonalet ”smukke” eller ”søde”? Spørgsmålet kan give anledning til en god diskussion om værdier, grænser og virksomhedskultur.

Klokken er 10:15. Hans Christensen sidder ved vinduet i sin kørestol, da SOSU-assistent Solveig Møller kommer ind og hilser god formiddag. Det er tid til et bad. ”Er det dig i dag, Smukke”, siger han, mens hun triller ham ud på badeværelset. ”Jeg hedder Solveig”, irettesætter hun, lettere irriteret. I dag var det så ”Smukke”, i går var det ”Søde”. Hun bryder sig ikke om det, og kollegerne er enige: Borgerne skal ikke tale til dem på den måde.

Men faktisk er de ikke helt enige i personalegruppen. Sanne Mogensen, en ny assistent, synes det er OK. Hun var tidligere ansat i nogle genoptræningsboliger, hvor Hans Christensen også var på et ophold. Her var det OK, at han kaldte dem ”Smukke og Søde”, fortæller hun. I genoptræningsboligerne opfattede personalet det som en del af hans personlighed, og hans måde at være imødekommende på. De opfattede det ikke som krænkende. Til gengæld kan han mærke afvisningen, når han bliver irettesat, og det gør ham utryg, har Sanne sagt.

Vigtige spørgsmål

Sanne Mogensens oplevelse af to forskellige måder at forstå Hans Christensen på understreger, at det langt fra er entydigt, hvordan hans udsagn skal forstås, og hvordan personalegruppen skal reagere på dem. Spørgsmålet indeholder en række interessante problemstillinger, som kan åbne op for gode diskussioner om kulturen på arbejdspladsen, så som status og magt, professionel selvforståelse, hvordan man tolker, hvad der bliver sagt og hvordan man kan forholde sig til det.

Hvis en mandlig chef tiltalte mig ”Smukke” eller ”Søde” ville jeg føle mig intimideret og talt ned til. Jeg ville føle mig kønnet og ikke respekteret for min professionalisme. Hvis en god ven sagde det samme, ville jeg formentlig opfatte det som en venlig spøg og en anerkendelse, og hvis udsagnet kom fra en veninde, og hvis det er en del af hendes almindelige sprogbrug, ville jeg opfatte det som helt OK.

Motiv og effekt

Måden vi forstår en tiltale som ”smukke og søde” på, er altså afhængig af vores relation til den der siger det, vores egen selvforståelse og den sprogbrug, vi er vant til og det er afhængig af, hvilke motiver, vi tænker, der ligger bag udsagnet. Når vi kommunikerer, gør vi det for at opnå en effekt1: Vi vil meddele noget som ofte ligger under eller imellem ordene. Det ved vi godt, og det er også derfor udsagn bliver tolket. Bliver vi forstået i forhold til vores intention er kommunikationen vellykket.

Det er muligt, Hans Christensen, tiltaler plejepersonalet som ”Søde og Smukke” fordi det for ham er positive tiltaler, der vil gøre dem glade (og måske mildere stemt). Det kan også være, han siger det, fordi han demonstrerer en maskulin magt til at objektgøre det kvindelige plejepersonale og reducere dem fra fagligt kompetente, til nogen, der kan vurderes af ham. Det er også muligt Hans Christensen opfatter det som rimeligt værdineutrale ord, han har vænnet sig til at bruge, når han taler med kvinder han gerne vil vise imødekommenhed, og så kan det være, han med tiltalerne ”smukke og søde” forsøger at hæve sin egen status fra en udsat position, der er underlagt personalets vilje til at hjælpe, til en ligeværdig position, hvor han snor sig ud af afhængighedsforholdet og bliver ligeværdig menneske til menneske – mand til kvinde.

Kulturel læsning

Hvordan Hans Christensens motiv bliver læst er blandt andet afhængig af virksomhedskulturen på det bosted, hvor han er. Den amerikanske antropolog, Cheryl Mattingly har beskrevet, hvordan patienterne på en hospitalsafdeling bliver tolket ind i de forståelsesrammer, der er kulturelt tilgængelige på den enkelte afdeling2. Der er med andre ord nogle historier eller måder at forstå borgerne på, som er de mest almindeligt tilgængelige. På den afdeling, hvor Solveig Møller arbejder, er der måske en virksomhedskultur, hvor udsagn som ”Smukke og Søde” bliver tolket som udtryk for disrespekt. På den afdeling, hvor Sanne Mogensen tidligere arbejdede, var den grundlæggende kulturelle tolkning måske, at udsagnene var udtryk for patientens vanlige sprogbrug og ikke noget, man skulle lægge noget særligt i.

Selvforståelse og status

De to forskellige virksomhedskulturer giver samtidig anledning til at overveje, hvad der former dem. Eksempelvis kan det være, at medarbejderne på Sanne Mogensens første arbejdsplads: genoptrænings-bostedet, følte sig bedre funderet i deres faglighed, og måske endda mere anerkendt af ledelsen for deres indsats. Hvis det var tilfældet, kunne det give mere plads til ikke at føle sig truet af, at Hans Christensens motiv muligvis var, at pille deres faglighed af dem. De ville også have mere overskud til at håndtere, hvis han forsøgte at styrke sin egen status og gøre sig mere ligeværdig med plejepersonalet ved at bruge tiltaleformerne ”smukke og søde”.

På den nuværende arbejdsplads, er følelsen af faglighed måske ikke så stærk. Det kan også være, der er en forhistorie med beboere, der har haft en stærk grænse-overskridende adfærd, og at den historie har bidraget til at forme en kulturel tolkning af mandlige beboere som potentielt krænkende, og nogle man skal sætte skarpe grænser op for.

Det er ikke mit ærinde her at sige, det er på den ene eller den anden måde, og der er sikkert mange andre mulige tolkninger, og det er netop her det bliver interessant: Når personalet sammen bruger de forskellige tolkninger og uenigheden til at blive klar over, hvordan det er hos dem, og om der er noget, de har lyst til at arbejde med, for eksempel ved at stille spørgsmålene: Er der noget i vores virksomhedskultur, vi kan gøre bedre? Hvis vi føler os krænkede, hvordan kan vi så kommunikere respektfuldt om det med borgerne? Således kan en situation som Hans Christensens tiltaleform og personalets forskellige oplevelser af den, være en frugtbare kilde til diskussion og styrke kvaliteten af personalets relation til patienter og borgere.

1)Unni Wikan 1992: ”Beyond the Words: The Power of Resonance”, American Ethnologist, Vol. 19. No. 3

2)Cheryl Mattingly 2008: ”Reading Minds and Telling Tales in a Cultural Borderland”, ETHOS, Vol. 36, issue 1

Reklamer

Om Mette Breinholdt

I am a Danish journalist and medical anthropologist. Professionally I am interested in health-systems and interactions in the world of health. That is between providers and patients, groups within the system, patients experiences and not least health-communication. Based on this interest I run the consultation bureau: Hermes Interaktion providing consultancy within the health sector; running courses and speaks. I am married and mother of four with additional two step-children and one grandchild (for now).
Dette indlæg blev udgivet i Kommunikation, Kvalitet, Patientoplevelse. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.