Hej sygeplejerske, læge, SOSU-assistent og alle andre sundhedsprofessionel: Har du talt med din kollega i dag – om kommunikation? Hvis ikke, så prøv det. Prøv at sætte ord på, hvad der gik godt og hvad der gik mindre godt i en konkret situation. Præcis, hvor var det, du oplevede, at her kom den anden på banen – og lige her var det, at kommunikationen skred.
Hvis I begynder at tale om jeres kommunikation, er I allerede godt på vej til at forbedre den. Og I vil være på vej til at ændre den medicinske kultur til at inkludere kommunikation som et professionelt værktøj på linje med andre kliniske kompetencer.
Efterlyser evaluering af kommunikation
Mit afsæt er en klumme af medicinstuderende Jesper Frank Andersen: https://ugeskriftet.dk/debat/tal-ordentligt. Han har været i Sydafrika og her har han erfaret, hvordan ellers super dygtige læger med ”skræmmende højt fagligt niveau” totalt mangler lysten og evnen til at kommunikere ligeværdigt med patienterne.
Selvom emnet ikke er nyt, er det tilsyneladende stadig aktuelt.
I klummen noterer han, at godt nok er Danmark ikke Sydafrika. Men også vi har stadig behov for at styrke de kommunikative kompetencer. Konkret efterlyser han, at læger roser eller konstruktivt kritiserer hinanden i situationer, hvor de kommunikative evner sættes på spidsen. Og han efterlyser evaluering af de medicinstuderendes kommunikation.
Et add on til medicinsk kultur
Det han efterlyser er faktisk en professionalisering af kommunikationen. At kommunikation bliver et redskab på linje med eksempelvis viden om den rette fortolkning af en blodprøve og det ”kliniske blik”.
Men gennem Jesper Frank Andersens formuleringer står det samtidig klart, at dér er den medicinske kultur slet ikke endnu. For kunne man forestille sig, at en læge fik vurderingen ”skræmmende højt fagligt niveau”, hvis hun overså en vigtig blodprøve, eller negligerede en relevant behandling? – Nej vel?
En livreddende egenskab
Når det er muligt at komme til at beskrive en læge som ”super dygtig”, selvom kommunikationen totalt mangler ligeværd og inddragelse af patientens perspektiv, så er det fordi kommunikation dybest set bliver set som et ”add on”. Noget ekstra. I sine bevidste formuleringer, fastslår Jesper Frank Andersen selv, at det bør være anderledes. Han understreger, at god kommunikation er afgørende og skriver: ”Det er ikke et kirsebær på toppen af en ellers forbilledlig behandling, men en livreddende egenskab”. Men i det ubevidste, som kommer til udtryk i hans vurdering af de sydafrikanske lægekolleger, har den medicinstuderende allerede taget kitlen på og inkorporeret en medicinsk kultur, hvor god kommunikation er noget man kan gøre, når alt det andet er på plads.
Tal om kommunikation
Der mangler ikke videnskabelig dokumentation for, at Jesper Frank Andersen har ret i, at god kommunikation er afgørende for gode behandlingsresultater. Men den medicinske kultur mangler at indarbejde denne indsigt, så man ikke kan have et ”skræmmende højt fagligt niveau”, som sundhedsperson, med mindre man tager kommunikationen alvorligt som redskab.
Det er derfor, jeg opfordrer dig til at tale med din kollega i dag – om kommunikation. En måde at gøre kommunikation til et professionelt redskab og indlejre den i den medicinske kultur er nemlig, at begynde at tale om den i dagligdagen. Giv hinanden den professionelle feed-back Jesper Frank Andersen efterspørger, og løft både kvaliteten og arbejdsglæden, der hvor du arbejder.
W(h)ite World 
Kommunikation, tid og overblik.
Jeg fik en større kræftoperation i august 2019. Superhurtig og effektiv – ind på hospitalet kl. 4 om morgenen til undersøgelser kl. 8. På operationsbordet kl. 11 og vågnede op kl. 17.
Tilbage på stuen – Alt supergodt og med et pølse ar på 25 cm fra mellemgulvet og ned.
Op at gå næste morgen og formiddag, meget søde sygeplejersker hjælper mig, men kan gå uden gangstativ – – noget dårlig mave, men ingen problemer bortset at det naturligvis lidt ondt – jeg var smertedækket af morfin.
Men så begynder det der med kommunikation. Jeg kan forstå at stuegangen er noget lægerne gør når de får tid ind i mellem, og ikke nødvendigvis planlagt. Første dag fint nok – småsludrer med sygeplejerskerne om at maven skal i gang igen, og at jeg ser fin ud. En kvindelig læge kigger fortravlet forbi stuen hen på eftermiddagen. Står i fodenden i ca. 30 sec. og mener så at jeg skal op at gå- det kan jeg så fortælle hende, at det har jeg været – og så smutter hun igen.
Næste formiddag, besøg af 3 kvindelige læger med et par timers mellemrum, og med mindst 4 forskellige meninger. Alle fortravlede og for at sige det mildt, usammenhængende, men enden på det bliver, at jeg skal på patienthotel næste morgen. Det virkede nærmest som en impuls beslutning fra den sidste –
Næste morgen kommer der en lidt ældre mandlig læge – sætter sig roligt og stille ned på sengen og spørger om hvordan jeg har det og om jeg har gang I maven.
Han undersøger arret og beder mig stå op og gå lidt – jeg får faktisk en fornemmelse at han undersøger om alt er ok. Han spørger ind til forskellige ting og er der I mere end 5 min. Det var rigelig tid – jeg tror han havde læst min journal, han vidste hvem der havde opereret mig, og hvornår, og kunne oven I købet fortælle mig hvorfor operationen havde taget så lang tid, og hvad der var sket.
Han ændrer på at jeg bliver overflyttet til hotellet. Jeg skal have gang I maven først.
Nå men pyt da – to timer senere komme en af de kvindelige læger fra dagen før, og vil lave om på beslutningen – jeg siger nej – og holder mig til at der skal være gang I maven før jeg flyttet mig fra sygehuset.
Lidt efter komme den lidt ældre mandlige læge ind på stuen – han står stille og kigger på mig et lille minut og spørger bare – klarer du den- jeg nikker – han giver et skævt smil – og går ud.
Jeg ser ikke mere til de kvindelige læger – to dage senere er der gang I det hele og jeg bliver udskrevet og tager hjem –
Man har travlt på sygehusene – ingen tvivl om det. Jeg tror det ville hjælpe hvis man snakkede lidt sammen – måske koordinerede den viden der er om den enkelte patient ved at snakke sammen- jeg troede for resten at det er det man gør på morgenkonferencer – eller hvad tid det det er.
Ps det er måske ikke helt kronologisk -oh dog 🙂
Bedste hilsener
21.02.2020
LikeLike