Illusionen om en familielæge

Når Martin er syg eller har helbredsproblemer, venter han til det bliver weekend, så ringer han til skadestuen. Eller også trækker han på en venlig speciallæge på hospitalet, når han alligevel skal til kontrol der. Samme strategi bruger hans nabo, Søren. De er ellers begge tilknyttet hver sin praktiserende læge – men det gælder kun på papiret.

“Jeg sover næsten ikke mere”, siger Martin. Måske ligger han en time og hviler. Så står han op. Der er snart ikke den film, han ikke har set på sit 55 tommers fladskærmsfjernsyn, der dominerer stuevæggen, som en forlængelse af sofaen.
Når Martin taler, strammer han læberne om tænderne. Han holder på smerten. Hver gang han trækker vejret, gør det ondt. Sådan en underlig diffus smerte, som sidder omkring brystkassen. Og så er han svimmel.
”Jeg skal også holde op med at ryge”, reflekterer han. Men nu mest fordi han ikke har flere penge. Han har lige skullet smide 3.600 kr. på apoteket til medicin. Primært til sin diabetes. Men vist også noget til hjertet for at forhindre, han får flere blodpropper og hjælpe til, at det måske kan slå lidt mere regelmæssigt.
Han tænker smerterne og svimmelheden måske kan skyldes hans sukkersyge. Men det kan jo også være hans KOL. I hvert fald gør den ikke sagen bedre.
Han er så træt nu. Kommer næsten ikke uden for en dør.
Den magre krop lukker sig om sig selv. Smerten går også ud i knoglerne.

Lægen er dumpet
Men selvom der skulle være nok at snakke med en læge om, afviser Martin bestemt at kontakte sin praktiserende læge. Han er godt nok tilknyttet en læge ca. 15 km. ude af den by, hvor han bor nu. Men dels er det langt, og så bryder han sig ikke om at komme der: Det er bare ”jabbe, jabbe, jabbe” siger han. Man kan heller ikke komme igennem på telefonen. Og dengang han faktisk kom til lægen med symptomer på diabetes, så ville lægen have ham undersøgt for alt muligt andet. Hvis han ikke selv havde haft en urinprøve med, havde de ikke fundet ud af, hvad han fejlede. Så erfaringerne med, at lægen kan hjælpe, er ikke gode.
Martins ven og nabo, Søren, har kun et fnys til overs, når jeg spørger ham, om han bruger sin læge. Det kunne ikke falde ham ind. Søren er mindre sagtmodig end Martin og siger lige ud at hans læge: hun er ikke i orden; hun er nonchalant og ligeglad. Han har ikke talt med hende i halvandet år. Da han skulle have en almen lægeudtalelse til sin pensions-sag, skete der ikke noget. Han ventede over tre måneder. Til sidst tog kommunen bare og stykkede noget sammen af forskellige papirer fra diverse speciallæger.
Både Martin og Søren har prøvet at skifte læge, men det kan ikke lade sig gøre. Når de har forsøgt med sundhedskort og NemId ved hånden og computerskærmen foran sig bliver de mødt af meddelelsen: ”Lukket for tilgang”.

Opsøgende indsats
Modsat Søren og Martin er Jonathan rigtig glad for sin læge. Han kan komme igennem, når han har brug for at tale med hende, og han føler hun bekymrer sig for ham. Lægens omsorg kom blandt andet til udtryk, da Jonathan havde misset en lægeaftale på grund af en misforståelse. Det er vigtigt for hans helbred, at der er styr på et mineral i hans blod. Han kan blive rigtig syg, hvis han mangler det. Så lægen sendte sin uddannelseslæge ud til Jonathan for at få taget den vigtige blodprøve.

Mit ærinde er ikke at vurdere, om lægerne er gode eller dårlige. Men nu har jeg fulgt med i mændenes liv i godt halvandet år. Deres helbredsproblemer er livstruende, komplekse og omfattende. Hvis nogen har brug for en praktiserende læge der kan få overblik, støtte dem og lægge en overordnet plan, så må det da være borgere som Martin og Søren, tænker jeg. Samtidig kan jeg se hos Jonathan, hvad det betyder, at han faktisk har en læge han har tillid til, og som er opsøgende.

Håndholdt tilgang
Det kan ikke være rigtigt, at borgere med så alvorlige og komplekse helbredsproblemer er overladt til de speciallæger, der er sat i verden til at være dygtige inden for hvert sit lille stykke af mændenes krop. Og da slet ikke til skadestuelægerne, der først og fremmest skal interessere sig for den akutte del af deres sygdom. Vi har brug for en løsning, der virker.

Søren og Martins historier viser, at der er flere barrierer på spil, hvis ”familielægen”, skal blive den, der kan hjælpe dem med deres komplekse helbreds-billede. Lægen må ikke være for langt væk geografisk. Og så skal Søren og Martin opleve, at de bliver taget alvorligt og lyttet til, når de kommer. Det gælder jo alle patienter. Men hvis vi alvorligt mener, at vi stræber efter lighed i sundhed, så skulle der måske noget ulighed til i tildelingen af praktiserende læger. Det burde være muligt med lidt håndholdt tilgang, så de borgere med mindst bevægelighed og flest helbredsproblemer bliver hjulpet til at finde en praktiserende læge, der passer til dem – også selvom det gennerelle budskab er: “Lukket for tilgang”. Lægen skal være tilgængelig både geografisk og menneskeligt.
Søren og Martin og de mange andre i samme situation har om nogen brug for, at familielægen ikke blot er en smuk idé, men et tilbud der virker.

Om Mette Breinholdt

I am a Danish journalist and medical anthropologist. Professionally I am interested in health-systems and interactions in the world of health. That is between providers and patients, groups within the system, patients experiences and not least health-communication. Based on this interest I run the consultation bureau: Hermes Interaktion providing consultancy within the health sector; running courses and speaks. I am married and mother of four with additional two step-children and one grandchild (for now).
Dette indlæg blev udgivet i Forebyggelse, Lighed i sundhed, Martin Søren og Jonathan, Patientoplevelse og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Illusionen om en familielæge

  1. henrik siger:

    Hej Mette.
    Det er ikke ualmindeligt at man søger råd hos andre, brevkasser, bekendte, alternative behandlere, andre læger. Det er/føles måske mere uforpligtende og ufarligt, der er jo ofte angst forbundet med sygdom, også angst for hvad lægen siger efter en grundig undersøgelse.
    Der kan jo også være tale om dårlig tilgængelighed og at lægen måske har haft en adfærd som kan tolkes som ligegyldighed. Det kan jo være svært at vurdere, når man ikke kender den anden side.
    Travlhed og udbrændthed hos lægen, forebygges og behandles med at der skal tilknyttes færre patienter til hver læge, så lægen har ordentlig tid og får gjort tingene færdig, så han kan være tilfreds med sit arbejde.
    Til den nye overenskomst er der foreslået at den enkelte læge må lukke for tilgang af patienter, når han har over 1400, hvor grænsen pt. er 1600. Det skyldes at der er flere patienter, der tager lang tid, fx kunne man tidligere sende folk ind til udredning på sygehuset uden at man havde en præcis diagnose. Det kan man ikke mere, sygehuset forudsætter at du har foretaget en udredning med forslag til diagnose, før de vil modtage patienten. Dette er både tidskrævende og giver et større ansvar til den praktiserende læge, for ikke at have overset noget.
    KH Henrik

    Like

    • Hej Henrik
      Jeg tænker nu ikke, det er “second opinion” eller andet, der er på spil for de mænd, jeg omtaler. Det jeg oplever er, at de slet ikke bruger deres praktiserende læge. Det er der formentlig relationelle grunde til – at de ikke har gode erfaringer, med de læger, som de er tilknyttet. Men det er også et strukturelt problem, fordi de ikke har mulighed for at skifte læge og dermed finde en læge, de har tillid til. Det rammer dem særlig hårdt, fordi deres sygdomsbillede er så komplekst. De, om nogen, tænker jeg, har brug for en praktiserende læge, der kan hjælpe dem og være den “familielæge”, der ikke kun ser på det akutte problem, eller den enkelte diagnose, men er i stand til at se et helhedsbillede, og som er i stand til at være opsøgende.
      De ændringer, du beskriver, kan helt sikkert være gode for de patienter, der ER tilknyttet en læge, de er glade for. Men det er et problem for dem, der enten ikke har en læge, eller som Søren og Martin oplever barrierer i form af for lang afstand, for lange telefonkøer og manglende forståelse, når de endelig når frem.
      Hvis praktiserende læger er en begrænset ressource – og det er de jo – så kan det være, der skal prioriteres anderledes i, hvem der får adgang til den begrænsede ressource. Ellers tænker jeg bare, det er endnu en sten i vejen, der fører til øget ulighed i sundhed.
      Kh
      Mette

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.