En besmittet hjælp

Mange ”gode” mennesker i hjælpe-professionerne er bekymrede for at stigmatisere, hvis de retter deres indsats mod særlige grupper. Bekymringen er berettiget; men risikoen er at mennesker med størst behov ikke får hjælp og endnu engang oplever diskrimination. Heldigvis er der gode muligheder for at afbøde stigmatiseringen.

”Vi ved jo godt, at vi ikke får alle vores borgere med i brugerrådet. Men hvordan inddrager vi de grupper, uden at stigmatisere dem?”.

Udsagnet kommer fra en ansvarlig for brugerinddragelse på en diabetesafdeling, som jeg for nylig var i dialog med. Afdelingen er optaget af at styrke brugerinddragelsen gennem brugerråd og andre former for strukturel inddragelse. Men medarbejderens erfaring er, at nogle grupper af borgere ikke siger ”ja tak”, hvis de bliver inviteret. For eksempel fordi de ikke har overskuddet, eller fordi deltagelse som ”brugerråd” ikke er deres måde at være med i samfundet på. Ofte er der tale om borgere som også har andre ting at kæmpe med så som psykisk sygdom, misbrug eller handicap.

Den ansvarlige på diabetesafdelingen står langt fra alene med sin bekymring for stigmatisering. Eksempelvis har emnet været rejst flere gange i diskussionen om særlige foranstaltninger for de borgere, der var særligt ramt af coronarestriktioner.

Som forperson i Red Barnet Silkeborg støder jeg også selv på dilemmaet: Hvordan kan vi udstrække vores hjælpende hånd til borgere, uden samtidig at støde dem fra os ved at signalere, at de er uden for det almindelige fællesskab.

Et hjul i stigmatiseringsprocessen

Risikoen for at stigmatisere er med andre ord reel. Men faktisk er frygten for at stigmatisere i sig selv en integreret del af stigmatiseringsprocessen. Som led i stigmatiseringen bliver de stigmatiserede udgrænset til at være ”unormale”. Dermed er de ikke længere en del af det fælles ”vi”. Sociologen Erving Goffman udtrykker det som, at de mister noget af deres menneskelighed. De bliver altså nogen, der har behov for en særlig behandling1)

. Hos den ikke stigmatiserede giver det sig ofte udslag i besværlige følelser som vrede, irritation, ængstelse, frygt eller medlidenhed2)

. Det kan være ubehageligt og føre til berøringsangst. Så er det måske lettere at lade være.

Men hvis vi følger vores indskydelse til ikke at etablere særlige foranstaltninger risikerer vi at blive endnu et hjul i stigmatiseringsprocessen og dermed bidrager vi til yderligere diskrimination.

– Ikke at gøre noget, er altså ikke en mulighed.

Nødvendig kategorisering

Kunne man så ikke bare lade være med at udpege særlige grupper for sin indsats? Ofte jo. Vi kan gøre meget for at give plads til mangfoldighed, og det gør vi også: Vi gør det med forhøjninger i fortovet, der kan guide blinde. Vi gør det, når vi hæver prisen på tobak, og vi gør det, når det er muligt at komme til lægen på mange forskellige tidspunkter og kommunikere med sundhedsvæsenet på forskellige måder.

Men til tider er en målrettet indsats nødvendig. Det er anerkendt viden, at for at behandle alle lige, må vi behandle alle forskelligt. Vi kan derfor i nogle situationer være nødt til identificere, hvem der har behov for hvilke indsatser. Dermed vil vi uvægerligt kaste os ud i at kategorisere og afgrænse.

Mig eller min situation

For at forebygge stigmatisering er det først og fremmest vigtigt at erkende, at der er tale om en almindelig, social proces, som vi alle er en del af. Vi er sociale væsener, og om vi vil det eller ej, er vi viklet ind i det omgivende samfunds normer og negative kategoriseringer. Vi bliver derfor nødt til at acceptere vores egen ambivalens, før vi kan se den og handle bevidst.

Som den ansvarlige for brugerinddragelse eller deltagerne i panelrefleksionen, er første skridt derfor at gøre sig klart, at stigmatisering er en risiko.

Et andet, og udbredt, greb er opmærksomhed på sprogbrugen. I Red Barnet siger vi eksempelvis, at vi arbejder med børn i udsatte positioner i modsætning til at sige, vi arbejder med udsatte børn. Den ændrede formulering sætter fokus på de omstændigheder børnene er i, i stedet for at at gøre deres situation til en internaliseret del af, hvem de er.

Ved at være bevidste om sprogbrugen kan vi også påvirke hvor meget skyld for egen situation, vi lægger på dem, vi gerne vil hjælpe. Dermed afbøder vi effekten af en eventuel stigmatisering, idet stigma kan have forskellig styrke3). Hvis et stigma bliver forbundet med, at personen selv er skyld i sit stigma, vil stigmas styrke vokse.

Lægen tavs om overvægt

Som diabetespatient med ureguleret blodsukker og alle de ubehageligheder, det kan indebære, eller som barn i en social situation, hvor mor og far ikke har så mange ressourcer økonomisk eller mentalt, kender man godt selv sin situation, og langt de fleste vil være glad for en hjælpende hånd. Langt de fleste vil også være i stand til at indgå i en dialog om, hvordan hjælpen virker bedst i den givne situation.

Men ingen bryder sig om at blive talt ned til eller blive dømt på forhånd af de fordomme, der altid vil klistre til stigmatiserede kategorier.

Til en bog om stigmatisering4) interviewede jeg en kvinde, der havde kæmpet med overvægt det meste af sit livv. Selvom overvægt er en kendt risikofaktor for rigtig mange lidelser, havde hendes læge aldrig af sig selv nævnt hendes overvægt. Først da hun bragte det på banen af eget initiativ, kunne de tale om, hvad der fandtes af muligheder for hjælp. Lægen havde været bange for at blive opfattet som en løftet pegefinger. Men kvinden ville gerne have haft tilbudt hjælp: Det hun havde brug for, sagde hun, var ikke overordnede kampagner, der definerede hende og andre overvægtige som en problematisk gruppe, men konkrete forslag til, hvad hun kunne gøre og tilbud om at følge hende på vej.

Gå efter bolden

Rådet herfra lyder derfor: Vær konkret. Adressér problemet, ikke den der har det. I forhold til borgerindvolvering kan man designe processer målrettet borgere, der er eksempelvis er kendetegnet ved meget svingende blodsukker, flere flere forskellige diagnoser eller sproglige udfordringer. Herefter er man så nødt til at finde ud af, hvordan repræsentanter for de udvalgte grupper ønsker eller har mulighed for at blive inddraget. Brugerråd skal ikke afskrives på forhånd, hvis de bliver tilrettelagt på borgernes betingelser. Men hvis brugerråd ikke er en løsning, er der helt sikkert andre veje. Som antropolog vil jeg naturligvis foreslå deltagerobservation og interview som velegnede metoder.

Fem gode råd

For at opsummere: Ønsker du at tilrettelægge en indsats, men er bange for at stigmatisere de mennesker, du gerne vil hjælpe kan du:

  • Anerkende din egen ambivalens
    Det er første skridt mod bevidst handling
  • Være bevidst om din sprogbrug
    Omtal situationen ikke personen
  • Være konkret i din definition af målgruppen
    Definér ikke den samfundsskabte kategori – eks. Sårbare borgere. Men prøv at indkredse det problem, du gerne vil hjælpe med at løse.
  • Gå i dialog med din målgruppe
    Vær opmærksom på, hvordan de opfatter hjælpen
  • Sæt dig ind i stigmatiseringsprocessen
    Læs evt. min bog om stigmatisering – se note 4

1) Goffman, Erving 1990 (1963), Stigma – Notes on the Management of Spoiled Identity s. 12-15,

2) Link, Bruce G. et al. 2004: Measuring Mental Illness Stigma s. 513

3) Link, Bruce G. et al. 2004: Measuring Mental Illness Stigma s. 512-513

4) Breinholdt, Mette 2008: Stigmatisering – debatoplæg om et dilemma i forebyggelsen

Om Mette Breinholdt

I am a Danish journalist and medical anthropologist. Professionally I am interested in health-systems and interactions in the world of health. That is between providers and patients, groups within the system, patients experiences and not least health-communication. Based on this interest I run the consultation bureau: Hermes Interaktion providing consultancy within the health sector; running courses and speaks. I am married and mother of four with additional two step-children and one grandchild (for now).
Dette indlæg blev udgivet i Forebyggelse, Kommunikation, Stigmatisering og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.