Et snapshot fra virkeligheden, hvor kommunikationen alt for let smuldrer trods gode intentioner.
Forleden fulgte jeg en patient på sygehuset, hvor han skulle til forskellige undersøgelser. Vi kan kalde ham Søren. En mager mand med ca. 45 af det, de fleste vil kalde hårde år, bag sig. Nu er han slidt; på både psyken og fysikken.
Vi venter på blodprøven. Tiden går lidt over. Ventetiden er hård, for Søren er nervøs. Rum med mange ukendte mennesker huer ham ikke, og han har fundet en stol med ryggen mod væggen. Det skærmer lidt, men fjerner ikke uroen. Søren har en regel: Over en halv times venten, så går han. Så må de sgu selv om det.
Banko
Fem minutter over aftalt tid bliver hans nummer kaldt ud. ”Banko”, siger Søren. Vi går hen til bioanalytikeren, der svarer på ordspillet: ”Så kom herind og hent gevinsten”, siger hun.
Søren sætter sig hjemmevant i stolen og ruller ærmet op. Huden er spættet af ar efter tidligere stik: Han er et år henne i et længere sygeforløb med behov for jævnlige blodprøver.
”Jeg er ikke så vild med det her”, indrømmer han. ”Man vænner sig sgu aldrig til det.” ”Joh, mon ikke”, replicerer bioanalytikeren. ”Noget vænner man sig nok”. Hun vil berolige ham, men det stritter på Søren, for han har jo lige sagt, at han ikke vænner sig til det.
”Nu er det ovre”, siger hun så, da hun trækker nålen ud. ”Nej, det er det ikke”, svarer Søren. ”Jeg skal jo komme igen. De næste to år skal jeg gå til kontroller”, siger han beklagende. ”Jo, men for denne gang”, fastholder bioanalytikeren, mens Søren står på sit: Nej, det er ikke ovre.
Fra leg til anstrengthed
Det møde, der begyndte legende, med den bedste intention fra begges sider om at løfte stemningen, og opbygge en god relation, endte lettere anstrengt med et ”pyh, nu er det ovre”, fra begge sider.
Søren var nervøs, han er generelt træt af ”systemet” og ikke tålmodig i forhold til dem, der skal hjælpe ham. Bioanalytikeren ville gerne hjælpe. Men i sit forsøg på at glatte ud, og forsvare sin opgave: ”det er ikke så slemt, og man vænner sig til det”, hørte hun ikke Sørens anspændthed.
Lidt træning og kommunikationsværktøjer som anerkendelse og empati, ville have hjulpet hende godt på vej.
En bedre kommunikation i situationen ville have givet begge parter en større glæde ved konsultationen. Jeg vover også at påstå, at bedre kommunikation ville styrke Sørens tillid til ”systemet”, og måske gøre ham lidt mere tålmodig, hvis han oplevede, at han blev lyttet til og anerkendt. Formentlig vil det endda styrke ligheden i sundhed, fordi Søren ville få større tillid til sundhedsvæsenet.
På mit kursus ”Lyt og tal med patienter og pårørende”, er det netop dagligdagens kommunikations-situationer, vi træner: Hvad er det, jeg skal være opmærksom på hos patienten og de pårørende. Hvordan kan jeg komme det i møde og med kommunikation opbygge den relation, der gør, at vi får et godt samarbejde om undersøgelse, forebyggelse og behandling?
Læs mere her: https://hermes-inter.dk/undervisning/lyt-og-tal—patientkommunikation.html
W(h)ite World 